Kampen mod uret!

Jeg vil ikke lade det være en hemmelighed, at jeg hader at stå tidligt op - i hvert fald om vinteren, hvor det er mørkt og koldt udenfor. Af samme grund står jeg sjældent op før jeg skal, hvilket så også betyder, at jeg ikke er typen der træner, inden jeg skal på arbejde. Med en arbejdsdag, der som regel løber fra kl. 7.30 til kl. 15, lægger jeg i stedet min træning om eftermiddagen. Men af og til arbejder jeg fra kl. 9.30 til kl. 17, og jeg finder det meget svært at få presset træning ind på de dage.

Et af formålene ved Ragnar Relay er, at vi skal udfordre os selv. Jeg vil derfor prøve at stå tidligt op og træne på de dage, hvor jeg har de her forskudte dagvagter. I dag var ikke første gang (jeg har tidligere gjort det, hvor jeg så har taget i svømmehallen på vej på arbejde), men det var første gang, jeg skulle ud og løbe inden solen var stået op. Jeg var bange for at jeg ville være for tung i kroppen, nu når jeg mere eller mindre skulle løbe lige efter jeg var stået op. Men med et stort glas vand og en positiv indstilling, gik det hele så fint alligevel. På ca. halvdelen af turen løb jeg på Kystvejen ud til Øresund og det var dejligt at løbe i den friske morgenluft. Der var desværre en del skyer, så jeg fik ikke den smukke udsigt som jeg havde håbet på, men det blev da lige til en lyserød stribe.



Men det er ikke for sjov, at jeg hader at stå tidligt op. Min familie (og mig selv, for den sags skyld) har altid set mig som verdens største B-menneske, netop på grund af mit behov for at sove meget og længe. Først som voksen er det gået op for mig, at min store træthed hænger direkte sammen med mit høretab. Mine ører og min hjerne er konstant på overarbejde, og det kræver en del energi. Jeg har heldigvis mere overskud i hverdagen, nu hvor jeg ikke længere studerer, men jeg har stadig dage, hvor jeg er så fysisk og mentalt træt, at jeg overskuddet er helt i bund. Heldigvis kan jeg mærke, at det bliver bedre, nu når dagene også bliver længere. Det er tiltrængt med en masse solskinstimer og (forhåbentligt) varme sommerdage! I forhold til løbetræningen, bliver det også dejligt med varmere dage, så jeg kan smide nogle af de mange lag og nøjes med min foretrukne uniform: shorts og singlet.

/Mie

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Vidt forskellige løbeoplevelser på samme rute

Gi' en Hearing Loss Runner en High Five!!

Løbsreportage - Etape København - et maraton i fem etaper!