Kolde løbeture og trælse småskader

Nedtællingen er nu officielt i gang. Der er nu mindre end 12 måneder til at vi formentlig og forhåbentligt kommer afsted til Florida og skal løbe et Ragnar-relay løb der. Det er godt med den deadline i baghovedet, når motivationen til at løbe i øjeblikket skal findes frem. Med temperature lige over eller under frysepunktet kan det godt nok være svært at komme ud af døren, også selvom turen kun går ned i det lokale motionscenter. Vinteren er hård ved selv de bedste nytårsforsætter!

Vores erfaring er, at det er bedst at lægge løbetræningen fast på bestemte dage, og så må det aktuelle vejr bestemme om løbeturen bliver i motionscenteret eller i skoven. Der er også personlige preferencer. Laila foretrækker skoven; det skal virkeligt være skidt vejr, før hun smutter i motionscenteret. Jeg har det lige omvendt. Det skal virkeligt være godt vejr, før jeg får løbet i skoven.

Den sidste måned har dog været lidt besværlig pga. en træls småskade. Det er akillessenen i det ene ben, der driller. Det har gjort, at jeg ikke kunne løbe i en periode. I stedet for har jeg trænet på en cross-trainer. Det er bedre end ingenting, og skåner i den grad senen. Jeg er nu begyndt stille og roligt at træne løb igen. Det er kortere distancer og i et lavere tempo. Heldigvis var jeg heldig at have besøg af Jette, der har forstand på løbeskader, og har fået nogle gode råd til, hvordan jeg bedst muligt kan komme op i gear igen!

Det bliver godt, når skaden er helt væk, og vejret bliver bedre, så vi kan komme ud og løbe igen! Nedtællingen er jo i gang!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Vidt forskellige løbeoplevelser på samme rute

Gi' en Hearing Loss Runner en High Five!!

Mød en løber: Pia fra Fyn